Bogen udkommer

29. august 2018

Bestil den nu

Om mig

 

Bogen kan ses som en slags samtale mellem dig og mig som du kan gå til og fra. Når nu jeg har præsenteret bogen som en samtale, vil jeg gerne fortælle dig lidt mere om mig, så du har en fornemmelse af, hvad det er for et menneske du taler med.

 

Jeg har altid siden jeg var helt lille haft et enormt stort omsorgsgen. Min mor døjede i perioder med svær migræne, og allerede som 2-årig sørgede jeg for at putte dynen omkring hende og ae hende på hovedet, mens jeg erklærede at jeg ville være ”sygplejser”, når jeg blev stor. Når jeg reflekterer nærmere over det, har det altid været gennem omsorg for andre, at jeg følte samhørighed. Omsorg har altid været mit bidrag til verden – og netop samhørighed og det at bidrage er noget af det jeg er allermest drevet af. Begge dele er basale menneskelige behov. Det er det der driver mig og motiverer mig, og det er dér jeg føler allermest tilfredsstillelse og eksistensberettigelse.

 

Efter ungdommens flirten med en masse forskellige retninger, måtte jeg selvfølgelig ende på sygeplejeskolen. Jeg følte mig instinktivt godt hjemme, og selvom jeg egentlig ikke bryder mig om det, når andre siger at sygepleje er ”et kald”, så var det rent faktisk det jeg oplevede. Mine behov for at bidrage og føle samhørighed blev i den grad opfyldt.

I løbet af studiet blev jeg mere og mere klar over, at jeg følte mig draget af det eksistentielle som liv og død. Jeg mærkede en form for længsel efter det sorgfulde, og en klar fornemmelse af at døden som vilkår, var et emne jeg havde brug for at invitere ind i mit liv. På det tidspunkt var det endnu ubevidst for mig, hvorfor det tiltrak mig. Det virkede jo nærmest sygt, at være tiltrukket af sorg og død. Ikke desto mindre omhandlede alle mine selvvalgte opgaver emnet, og mens jeg skrev på mit bachelorprojekt, søgte og fik jeg job på en onkologisk sengeafdeling. Det kunne simpelthen ikke blive tungt nok.

 

Nu her set i bakspejlet, kan jeg godt se hvorfor jeg traf de valg, jeg gjorde. Da jeg var 19 år boede jeg et år i USA. Umiddelbart efter jeg rejste, blev min morfar meget syg, og døde ca. 7 måneder senere. Det var første gang, jeg mistede et menneske jeg elskede. Min morfar var ren kærlighed for mig, et livsvidne som havde elsket mig ubetinget. Jeg følte mig fuldstændig fortabt og alene langt væk fra min familie, men dengang bestilte man ikke bare sådan en flybillet, så jeg valgte, ikke at flyve hjem til begravelsen. Jeg valgte at blive, fordi jeg ikke kunne overskue konsekvenserne for resten af mit USA ophold, hvis jeg rejste hjem. Men jeg havde slet ikke overvejet konsekvenserne ved at blive…de skulle dog vise sig senere. Som 19-årig, alene ude i verden, uden erfaring med sorg og det at miste, gjorde jeg det, der på det tidspunkt føltes bedst og lettest; Jeg lagde låg på. Min krop forsøgte virkelig at råbe mig op i begyndelsen. 2-3 uger efter hans død, fik jeg en voldsom infektion i mit tandkød, også andre fysiske symptomer meldte sig. Men jeg valgte at ignorere det, forstod det nok egentlig ikke helt. I stedet fortalte jeg mig selv og andre, at jeg var heldig at have haft min morfar så længe, at han havde det godt nu, og at det var ok at jeg ikke deltog i hans begravelse, og at det ville han have forstået. Jeg ønskede virkelig at tro på det. Problemet var, at det ikke var det jeg mærkede - men jeg kunne ikke holde alternativet ud. Og alternativet, den anden og mere rigtige sandhed var, at jeg var ved at sprænges af sorg, og jeg synes det var så uretfærdigt. Jeg var vred på min morfar over at han havde forladt mig, vred på døden og på verden, og jeg skammede mig noget så forfærdeligt over, at jeg ikke var rejst hjem til begravelsen og havde vist ham den sidste ære. Jeg kunne ikke rumme sorgen og ked-af-det-heden, så jeg undgik at tale om min morfar, for hver gang jeg gjorde, begyndte jeg at græde, og alle de følelser jeg ikke ville have, stak hovederne frem.

 

Min vigtigste lektie i livet indtil nu, har dog vist sig at være netop den oplevelse; At følelser ikke går væk ved at lægge låg på. At alle følelser er der af en årsag. At turde stå ved og blive med min mavefornemmelse, og være ærlig overfor mig selv. For sorgen blev jo ved med at forfølge mig. Jeg havde uafklaret sag, og min længsel efter at stå ved min dybeste sandhed om sorgen, vreden og skammen fik indflydelse, da jeg skulle vælge faglig retning. Trykket under låget var simpelthen blevet for stort. Jeg havde brug for at kigge min frygt i øjnene, at lade mig selv sørge og slutte fred med døden, og det at skulle miste. At komme overens med min egen dødelighed, og ikke kæmpe imod det. Det blev simpelthen for hårdt, og jeg var konstant på overarbejde.

 

Jeg tog tyren ved hornene, og arbejde næsten 9 år på den samme kræftafdeling, og hver eneste dag blev jeg klogere på både mig selv og andre. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne rumme alle de svære følelser, at de ikke var farlige eller forbudte, og at døden også er både smuk og enestående. Jeg opdagede at jeg var god til skabe tillidsfulde relationer gennem kommunikation, at jeg virkelig formåede at være nærværende og lytte til hvad patienterne, og deres pårørende, sagde, og at dette var meget afgørende for hvordan de oplevede kvaliteten af sygeplejen. Så da jeg for et par år siden valgte at sige min stilling på hospitalet op, var det ikke fordi jeg var færdig med at arbejde med mennesker med kræft. Men jeg havde lyst til nye vinkler, og det fik jeg gennem det frivillige arbejde som rådgiver hos Kræftens Bekæmpelse. Problemstiilingerne folk kom med der, var egentlig ikke så forskellige fra dem jeg havde mødt på hospitalet, men nu havde jeg kun ét fokus; Samtalen. Og netop samtale er noget, der kan være altafgørende i menneskers liv. Når vi tør række ud og dele ud så vokser vi. Derfor faldt valget også helt naturligt på coaching, da jeg søgte efter videreuddannelse. Noget ved coachingen tiltalte mit temperament; at det er med udgangspunkt i nutiden med fokus på fremtiden, og at når vi ser tilbage, er det for at bruge den erfaring til at udvikle os fremadrettet.

 

Min egen historie er et eksempel på, at alle kriser i livet har en gave til os, også selvom vi ikke umiddelbart kan finde den. Det er min oplevelse, at rigtig mange mennesker netop har det svært med sorg og død. Vi vil ikke have det, kan ikke rumme det, og dømmer mange svære følelser som forbudte. Det er den største partykiller, når jeg møder nye mennesker, og fortæller at jeg er sygeplejerske og coach og arbejder med kræftsyge og døende. Standardreaktionen er mere reglen end undtagelsen; alle sænker stemmen, krænger mundvigene nedad, rynker panden og siger ”er det ikke helt vildt hårdt?”. Mit standardsvar er ligeså tydeligt: ”Nej, det er fantastisk”. Og så uddyber jeg selvfølgelig altid. For for mig er det fantastisk fordi jeg får lov til at nære omsorg for og være nærværende i relation med andre mennesker. Jeg kan ikke ændre deres situation, jeg kan ikke tage det fra dem. Men det er ikke min sorg, og hvis jeg kører med på deres drama er jeg ikke en støtte for dem. Det jeg kan gøre er, at rumme dem, når de ikke kan rumme sig selv. At give dem omsorg, når de har allermest brug for det, at stille dem spørgsmål som de end ikke tør stille sig selv, at støtte dem i at finde nye sande og kærlige svar, og at hjælpe dem til accept. Det er for mig meget meningsfuldt, og det der konstant gør mit arbejde værdifuldt.

 

På den helt private front, er det også relationer der er mit fokus. Jeg er gift med Anders på 16. år. Vi har tre børn og alt for mange husdyr. Min lille familie er meget tæt knyttet, og jeg er også følelsesmæssigt tæt knyttet til både mine forældre og min bror. Jeg har en stor omgangskreds og mange veninder, som virkelig er livgivende for mig. De spejler mig og bærer mig på en helt anden måde end min familie.

 

Min lille familie holder af at rejse og se verden. Det udvider vores horisont, giver os nye perspektiver, og oplevelserne binder os tættere sammen. Inden vi skal af sted kan jeg godt stresse lidt over pakningen, for jeg ved jo aldrig helt hvad jeg kan få brug for. Så jeg pakker altid for meget. Jeg er redebygger af natur, men hvis bare jeg kan få lov at pakke kufferten ordentlig ud igen når vi er fremme, kan jeg føle mig hjemme nærmest alle steder.

 

Måske mærker du også sådan en form for usikkerhed og stress lige nu, hvor du har fået en kræftsygdom – selvfølgelig på en helt anden måde end min rejsefeber. Men en følelse af ikke helt at vide, hvad man skal forberede sig på, og hvad man kan få brug for? Det vil jeg gerne hjælpe dig med at finde ud af, så du forhåbentlig begynder at føle dig hjemme. Hos dig selv.

Copyright 2018 - all rights reserved

Om mig

 

Bogen kan ses som en slags samtale mellem dig og mig som du kan gå til og fra. Når nu jeg har præsenteret bogen som en samtale, vil jeg gerne fortælle dig lidt mere om mig, så du har en fornemmelse af, hvad det er for et menneske du taler med.

Jeg har altid siden jeg var helt lille haft et enormt stort omsorgsgen. Min mor døjede i perioder med svær migræne, og allerede som 2-årig sørgede jeg for at putte dynen omkring hende og ae hende på hovedet, mens jeg erklærede at jeg ville være ”sygplejser”, når jeg blev stor. Når jeg reflekterer nærmere over det, har det altid været gennem omsorg for andre, at jeg følte samhørighed. Omsorg har altid været mit bidrag til verden – og netop samhørighed og det at bidrage er noget af det jeg er allermest drevet af. Begge dele er basale menneskelige behov. Det er det der driver mig og motiverer mig, og det er dér jeg føler allermest tilfredsstillelse og eksistensberettigelse.

 

Efter ungdommens flirten med en masse forskellige retninger, måtte jeg selvfølgelig ende på sygeplejeskolen. Jeg følte mig instinktivt godt hjemme, og selvom jeg egentlig ikke bryder mig om det, når andre siger at sygepleje er ”et kald”, så var det rent faktisk det jeg oplevede. Mine behov for at bidrage og føle samhørighed blev i den grad opfyldt.

I løbet af studiet blev jeg mere og mere klar over, at jeg følte mig draget af det eksistentielle som liv og død. Jeg mærkede en form for længsel efter det sorgfulde, og en klar fornemmelse af at døden som vilkår, var et emne jeg havde brug for at invitere ind i mit liv. På det tidspunkt var det endnu ubevidst for mig, hvorfor det tiltrak mig. Det virkede jo nærmest sygt, at være tiltrukket af sorg og død. Ikke desto mindre omhandlede alle mine selvvalgte opgaver emnet, og mens jeg skrev på mit bachelorprojekt, søgte og fik jeg job på en onkologisk sengeafdeling. Det kunne simpelthen ikke blive tungt nok.

 

Nu her set i bakspejlet, kan jeg godt se hvorfor jeg traf de valg, jeg gjorde. Da jeg var 19 år boede jeg et år i USA. Umiddelbart efter jeg rejste, blev min morfar meget syg, og døde ca. 7 måneder senere. Det var første gang, jeg mistede et menneske jeg elskede. Min morfar var ren kærlighed for mig, et livsvidne som havde elsket mig ubetinget. Jeg følte mig fuldstændig fortabt og alene langt væk fra min familie, men dengang bestilte man ikke bare sådan en flybillet, så jeg valgte, ikke at flyve hjem til begravelsen. Jeg valgte at blive, fordi jeg ikke kunne overskue konsekvenserne for resten af mit USA ophold, hvis jeg rejste hjem. Men jeg havde slet ikke overvejet konsekvenserne ved at blive…de skulle dog vise sig senere. Som 19-årig, alene ude i verden, uden erfaring med sorg og det at miste, gjorde jeg det, der på det tidpunkt føltes bedst og lettest; Jeg lagde låg på. Min krop forsøgte virkelig at råbe mig op i begyndelsen. 2-3 uger efter hans død, fik jeg en voldsom infektion i mit tandkød, også andre fysiske symptomer meldte sig. Men jeg valgte at ignorere det, forstod det nok egentlig ikke helt. I stedet fortalte jeg mig selv og andre, at jeg var heldig at have haft min morfar så længe, at han havde det godt nu, og at det var ok at jeg ikke deltog i hans begravelse, og at det ville han have forstået. Jeg ønskede virkelig at tro på det. Problemet var, at det ikke var det jeg mærkede - men jeg kunne ikke holde alternativet ud. Og alternativet, den anden og mere rigtige sandhed var, at jeg var ved at sprænges af sorg, og jeg synes det var så uretfærdigt. Jeg var vred på min morfar over at han havde forladt mig, vred på døden og på verden, og jeg skammede mig noget så forfærdeligt over, at jeg ikke var rejst hjem til begravelsen og havde vist ham den sidste ære. Jeg kunne ikke rumme sorgen og ked-af-det-heden, så jeg undgik at tale om min morfar, for hver gang jeg gjorde, begyndte jeg at græde, og alle de følelser jeg ikke ville have, stak hovederne frem.

 

Min vigtigste lektie i livet indtil nu, har dog vist sig at være netop den oplevelse; At følelser ikke går væk ved at lægge låg på. At alle følelser er der af en årsag. At turde stå ved og blive med min mavefornemelse, og være ærlig overfor mig selv. For sorgen blev jo ved med at forfølge mig. Jeg havde uafklaret sag, og min længsel efter at stå ved min dybeste sandhed om sorgen, vreden og skammen fik indflydelse, da jeg skulle vælge faglig retning. Trykket under låget var simpelthen blevet for stort. Jeg havde brug for at kigge min frygt i øjnene, at lade mig selv sørge og slutte fred med døden, og det at skulle miste. At komme overens med min egen dødelighed, og ikke kæmpe imod det. Det blev simpelthen for hårdt, og jeg var konstant på overarbejde.

 

Jeg tog tyren ved hornene, og arbejde næsten 9 år på den samme kræftafdeling, og hver eneste dag blev jeg klogere på både mig selv og andre. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne rumme alle de svære følelser, at de ikke var farlige eller forbudte, og at døden også er både smuk og enestående. Jeg opdagede at jeg var god til skabe tillidsfulde relationer gennem kommunikation, at jeg virkelig formåede at være nærværende og lytte til hvad patienterne, og deres pårørende,  sagde, og at dette var meget afgørende for hvordan de oplevede kvaliteten af sygeplejen. Så da jeg for et par år siden valgte at sige min stilling på hospitalet op, var det ikke fordi jeg var færdig med at arbejde med mennesker med kræft. Men jeg havde lyst til nye vinkler, og det fik jeg gennem det frivillige arbejde som rådgiver hos Kræftens Bekæmpelse. Problemstiilingerne folk kom med der, var egentlig ikke så forskellige fra dem jeg havde mødt på hospitalet, men nu havde jeg kun ét fokus; Samtalen. Og netop samtale er noget, der kan være altafgørende i menneskers liv. Når vi tør række ud og dele ud så vokser vi. Derfor faldt valget også helt naturligt på coaching, da jeg søgte efter videreuddannelse. Noget ved coachingen tiltalte mit temperament; at det er med udgangspunkt i nutiden med fokus på fremtiden, og at når vi ser tilbage, er det for at bruge den erfaring til at udvikle os fremadrettet.

 

Min egen historie er et eksempel på, at alle kriser i livet har en gave til os, også selvom vi ikke umiddelbart kan finde den.

Det er min oplevelse, at rigtig mange mennesker netop har det svært med sorg og død. Vi vil ikke have det, kan ikke rumme det, og dømmer mange svære følelser som fobudte. Det er den største partykiller, når jeg møder nye mennesker, og fortæller at jeg er sygeplejerske og coach og arbejder med kræftsyge og døende. Standardreaktionen er mere reglen end undtagelsen; alle sænker stemmen, krænger mundvigene nedad, rynker panden og siger ”er det ikke helt vildt hårdt?”. Mit standardsvar er ligeså tydeligt: ”Nej, det er fantastisk”. Og så uddyber jeg selvfølgelig altid. For for mig er det fantastisk fordi jeg får lov til at nære omsorg for og være nærværende i relation med andre mennesker. Jeg kan ikke ændre deres situation, jeg kan ikke tage det fra dem. Men det er ikke min sorg, og hvis jeg kører med på deres drama er jeg ikke en støtte for dem. Det jeg kan gøre er, at rumme dem, når de ikke kan rumme sig selv. At give dem omsorg, når de har allermest brug for det, at stille dem spørgsmål som de end ikke tør stille sig selv, at støtte dem i at finde nye sande og kærlige svar, og at hjælpe dem til accept. Det er for mig meget meningsfuldt, og det der konstant gør mit arbejde værdifuldt.

På den helt private front, er det også relationer der er mit fokus. Jeg er gift med Anders på 16. år. Vi har tre børn og alt for mange husdyr. Min lille familie er meget tæt knyttet, og jeg er også følelsesmæssigt tæt knyttet til både mine forældre og min bror. Jeg har en stor omgangskreds og mange veninder, som virkelig er livgivende for mig. De spejler mig og bærer mig på en helt anden måde end min familie.

 

Min lille familie holder af at rejse og se verden. Det udvider vores horisont, giver os nye perspektiver, og oplevelserne binder os tættere sammen. Inden vi skal afsted kan jeg godt stresse lidt over pakningen, for jeg ved jo aldrig helt hvad jeg kan få brug for. Så jeg pakker altid for meget. Jeg er redebygger af natur, men hvis bare jeg kan få lov at pakke kufferten ordentlig ud igen når vi er fremme, kan jeg føle mig hjemme nærmest alle steder.

 

Måske mærker du også sådan en form for usikkerhed og stress lige nu, hvor du har fået en kræftsygdom – selvfølgelig på en helt anden måde end min rejsefeber. Men en følelse af ikke helt at vide, hvad man skal forberede sig på, og hvad man kan få brug for? Det vil jeg gerne hjælpe dig med at finde ud af, så du forhåbentlig begynder at føle dig hjemme. Hos dig selv.

Om mig

 

Bogen kan ses som en slags samtale mellem dig og mig som du kan gå til og fra. Når nu jeg har præsenteret bogen som en samtale, vil jeg gerne fortælle dig lidt mere om mig, så du har en fornemmelse af, hvad det er for et menneske du taler med.

Jeg har altid siden jeg var helt lille haft et enormt stort omsorgsgen. Min mor døjede i perioder med svær migræne, og allerede som 2-årig sørgede jeg for at putte dynen omkring hende og ae hende på hovedet, mens jeg erklærede at jeg ville være ”sygplejser”, når jeg blev stor. Når jeg reflekterer nærmere over det, har det altid været gennem omsorg for andre, at jeg følte samhørighed. Omsorg har altid været mit bidrag til verden – og netop samhørighed og det at bidrage er noget af det jeg er allermest drevet af. Begge dele er basale menneskelige behov. Det er det der driver mig og motiverer mig, og det er dér jeg føler allermest tilfredsstillelse og eksistensberettigelse.

 

Efter ungdommens flirten med en masse forskellige retninger, måtte jeg selvfølgelig ende på sygeplejeskolen. Jeg følte mig instinktivt godt hjemme, og selvom jeg egentlig ikke bryder mig om det, når andre siger at sygepleje er ”et kald”, så var det rent faktisk det jeg oplevede. Mine behov for at bidrage og føle samhørighed blev i den grad opfyldt.

I løbet af studiet blev jeg mere og mere klar over, at jeg følte mig draget af det eksistentielle som liv og død. Jeg mærkede en form for længsel efter det sorgfulde, og en klar fornemmelse af at døden som vilkår, var et emne jeg havde brug for at invitere ind i mit liv. På det tidspunkt var det endnu ubevidst for mig, hvorfor det tiltrak mig. Det virkede jo nærmest sygt, at være tiltrukket af sorg og død. Ikke desto mindre omhandlede alle mine selvvalgte opgaver emnet, og mens jeg skrev på mit bachelorprojekt, søgte og fik jeg job på en onkologisk sengeafdeling. Det kunne simpelthen ikke blive tungt nok.

 

Nu her set i bakspejlet, kan jeg godt se hvorfor jeg traf de valg, jeg gjorde. Da jeg var 19 år boede jeg et år i USA. Umiddelbart efter jeg rejste, blev min morfar meget syg, og døde ca. 7 måneder senere. Det var første gang, jeg mistede et menneske jeg elskede. Min morfar var ren kærlighed for mig, et livsvidne som havde elsket mig ubetinget. Jeg følte mig fuldstændig fortabt og alene langt væk fra min familie, men dengang bestilte man ikke bare sådan en flybillet, så jeg valgte, ikke at flyve hjem til begravelsen. Jeg valgte at blive, fordi jeg ikke kunne overskue konsekvenserne for resten af mit USA ophold, hvis jeg rejste hjem. Men jeg havde slet ikke overvejet konsekvenserne ved at blive…de skulle dog vise sig senere. Som 19-årig, alene ude i verden, uden erfaring med sorg og det at miste, gjorde jeg det, der på det tidpunkt føltes bedst og lettest; Jeg lagde låg på. Min krop forsøgte virkelig at råbe mig op i begyndelsen. 2-3 uger efter hans død, fik jeg en voldsom infektion i mit tandkød, også andre fysiske symptomer meldte sig. Men jeg valgte at ignorere det, forstod det nok egentlig ikke helt. I stedet fortalte jeg mig selv og andre, at jeg var heldig at have haft min morfar så længe, at han havde det godt nu, og at det var ok at jeg ikke deltog i hans begravelse, og at det ville han have forstået. Jeg ønskede virkelig at tro på det. Problemet var, at det ikke var det jeg mærkede - men jeg kunne ikke holde alternativet ud. Og alternativet, den anden og mere rigtige sandhed var, at jeg var ved at sprænges af sorg, og jeg synes det var så uretfærdigt. Jeg var vred på min morfar over at han havde forladt mig, vred på døden og på verden, og jeg skammede mig noget så forfærdeligt over, at jeg ikke var rejst hjem til begravelsen og havde vist ham den sidste ære. Jeg kunne ikke rumme sorgen og ked-af-det-heden, så jeg undgik at tale om min morfar, for hver gang jeg gjorde, begyndte jeg at græde, og alle de følelser jeg ikke ville have, stak hovederne frem.

 

Min vigtigste lektie i livet indtil nu, har dog vist sig at være netop den oplevelse; At følelser ikke går væk ved at lægge låg på. At alle følelser er der af en årsag. At turde stå ved og blive med min mavefornemelse, og være ærlig overfor mig selv. For sorgen blev jo ved med at forfølge mig. Jeg havde uafklaret sag, og min længsel efter at stå ved min dybeste sandhed om sorgen, vreden og skammen fik indflydelse, da jeg skulle vælge faglig retning. Trykket under låget var simpelthen blevet for stort. Jeg havde brug for at kigge min frygt i øjnene, at lade mig selv sørge og slutte fred med døden, og det at skulle miste. At komme overens med min egen dødelighed, og ikke kæmpe imod det. Det blev simpelthen for hårdt, og jeg var konstant på overarbejde.

 

Jeg tog tyren ved hornene, og arbejde næsten 9 år på den samme kræftafdeling, og hver eneste dag blev jeg klogere på både mig selv og andre. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne rumme alle de svære følelser, at de ikke var farlige eller forbudte, og at døden også er både smuk og enestående. Jeg opdagede at jeg var god til skabe tillidsfulde relationer gennem kommunikation, at jeg virkelig formåede at være nærværende og lytte til hvad patienterne, og deres pårørende,  sagde, og at dette var meget afgørende for hvordan de oplevede kvaliteten af sygeplejen. Så da jeg for et par år siden valgte at sige min stilling på hospitalet op, var det ikke fordi jeg var færdig med at arbejde med mennesker med kræft. Men jeg havde lyst til nye vinkler, og det fik jeg gennem det frivillige arbejde som rådgiver hos Kræftens Bekæmpelse. Problemstiilingerne folk kom med der, var egentlig ikke så forskellige fra dem jeg havde mødt på hospitalet, men nu havde jeg kun ét fokus; Samtalen. Og netop samtale er noget, der kan være altafgørende i menneskers liv. Når vi tør række ud og dele ud så vokser vi. Derfor faldt valget også helt naturligt på coaching, da jeg søgte efter videreuddannelse. Noget ved coachingen tiltalte mit temperament; at det er med udgangspunkt i nutiden med fokus på fremtiden, og at når vi ser tilbage, er det for at bruge den erfaring til at udvikle os fremadrettet.

 

Min egen historie er et eksempel på, at alle kriser i livet har en gave til os, også selvom vi ikke umiddelbart kan finde den.

Det er min oplevelse, at rigtig mange mennesker netop har det svært med sorg og død. Vi vil ikke have det, kan ikke rumme det, og dømmer mange svære følelser som fobudte. Det er den største partykiller, når jeg møder nye mennesker, og fortæller at jeg er sygeplejerske og coach og arbejder med kræftsyge og døende. Standardreaktionen er mere reglen end undtagelsen; alle sænker stemmen, krænger mundvigene nedad, rynker panden og siger ”er det ikke helt vildt hårdt?”. Mit standardsvar er ligeså tydeligt: ”Nej, det er fantastisk”. Og så uddyber jeg selvfølgelig altid. For for mig er det fantastisk fordi jeg får lov til at nære omsorg for og være nærværende i relation med andre mennesker. Jeg kan ikke ændre deres situation, jeg kan ikke tage det fra dem. Men det er ikke min sorg, og hvis jeg kører med på deres drama er jeg ikke en støtte for dem. Det jeg kan gøre er, at rumme dem, når de ikke kan rumme sig selv. At give dem omsorg, når de har allermest brug for det, at stille dem spørgsmål som de end ikke tør stille sig selv, at støtte dem i at finde nye sande og kærlige svar, og at hjælpe dem til accept. Det er for mig meget meningsfuldt, og det der konstant gør mit arbejde værdifuldt.

På den helt private front, er det også relationer der er mit fokus. Jeg er gift med Anders på 16. år. Vi har tre børn og alt for mange husdyr. Min lille familie er meget tæt knyttet, og jeg er også følelsesmæssigt tæt knyttet til både mine forældre og min bror. Jeg har en stor omgangskreds og mange veninder, som virkelig er livgivende for mig. De spejler mig og bærer mig på en helt anden måde end min familie.

 

Min lille familie holder af at rejse og se verden. Det udvider vores horisont, giver os nye perspektiver, og oplevelserne binder os tættere sammen. Inden vi skal afsted kan jeg godt stresse lidt over pakningen, for jeg ved jo aldrig helt hvad jeg kan få brug for. Så jeg pakker altid for meget. Jeg er redebygger af natur, men hvis bare jeg kan få lov at pakke kufferten ordentlig ud igen når vi er fremme, kan jeg føle mig hjemme nærmest alle steder.

 

Måske mærker du også sådan en form for usikkerhed og stress lige nu, hvor du har fået en kræftsygdom – selvfølgelig på en helt anden måde end min rejsefeber. Men en følelse af ikke helt at vide, hvad man skal forberede sig på, og hvad man kan få brug for? Det vil jeg gerne hjælpe dig med at finde ud af, så du forhåbentlig begynder at føle dig hjemme. Hos dig selv.